|
Lupoens historie går tilbage til 1991, hvor daværende VW chef Ferdinand Piëch sørgede for oprør i bilindustrien. Han lovede inden årtusindet var omme at have en fuld funktionsdygtig personbil med plads til 4 personer på hylderne, der kunne nøjes med mindre end 3 liter brændstof på 100 km.
Mange i bilindustrien grinede af ham - men han kunne holde sit løfte. Takket være en stor, målrettet indsats fra VWs ingeniører lykkedes det at konstuere en bil, der, uden at gå på kompromis med sikkerhed og anvendelighed, kunne leve op til løftet. I juli 1999 blev Lupo 3L markedsført.
Pumpedyse teknologien, hvor en dieselmotor ikke længere har en dieselpumpe, men en pumpe i hver indsprøjtningsdyse, var en stor hjælp på vejen.
Konsekvent reduktion af egenvægten i forhold til standard-Lupomodellen gjorde sit - jo mindre vægt der skal bevæges, jo mindre brændstof skal der bruges, var en del af filosofien for økobilen.
Med konsekvente vægtbesparelser, der gik fra lettere bremsecalibre over alubremsetromler, magnesiumfælge, en motorblok af alu og selv hen til små detaljer som alusæderammer og magnesiumramme i bagklappen, kunne den lave egenvægt opnås uden at der blev indgået kompromis med sikkerheden for passagererne. |
Lupo 3L var verdens første bil, der levede op til miljønormen D4, lang tid før konkurrenterne kunne klare samme miljønorm. Selv i 2008 kan der ikke købes en bil med bedre CO2 tal end Lupoen, der kun producerer 81g pr km.
Den 30. juni 2005 er blevet til en sørgedag for alle Lupo-elskere, idet produktionen den dag blev indstillet, ovenikøbet uden forvarsel fra koncernledelsen.
I Danmark havde den såkaldte Lupolov sørget for at 3 liter-udgaven blev meget mere populær end de andre biler med modelbetegnelsen Lupo. Loven betød, at alle personvogne, der kunne gå længere end 33 km/l fik en reduktion i registreringsafgfiten på 33,3%. Effekten af dette var, at Lupo 3L rent prismæssigt lå på samme niveau som de andre Lupoversioner - og dermed valgte næsten alle købere en 3L, imponeret over køreegenskaber, der var bedre end i mange af de andre udgaver. |