En sag er sikker – mobiliteten er kommet for at blive.
En anden sag er ligeså sikker – vi kommer til at se store forandringer…
Ser vi en lille smule historisk på sagen – i millioner af år var gå-ben det eneste kendte transportmiddel. Muligvis var der nogle der brugte slæder eller lignende konstruktioner til at trække gods med.
Så kom hjulet. Man er i dag ikke helt klar over i hvilket område af verden, det først blev opfundet, men det er over 6.000 år siden. Dermed var det muligt at lave oksetrukne vogne, og senere også hestevogne.
Så sent som i 1804 kom det første køretøj med egen motor, et damplokomotiv der kørte på vejen. Først lidt inden århundredeskiftet kom personbilen frem, og i de sidste lidt over hundrede år er det gået stærkt med udviklingen af alle slags transportmidler.
Ved udviklingen af disse blev der dog sjældent taget højde for ressourceforbrug og til miljøet.
Denne udvikling kom først i gang i slutningen af sidste årtusinde. Der opstod grønne partier, bevægelser og grupper overalt i Europa, der satte miljøet på dagsordenen. Som konsekvens af dette ændrede fokus lovede VW i 1991 at skabe verdens første 3-Literbil inden årtusindet var omme – og holdt løftet med Lupoen samt Audi A2-modellen. Mercedes var ligeledes med på den nye trend og udviklede Smarten, der dog ikke helt kunne klare 3-Litergrænsen.
I de ti år siden 1999 er der ikke udviklet nye 3-Literbiler, men mange bilfabrikanter har varslet yderst økonomiske biler til det næste årti.
VW har fremvist UP-modellen, der skal kunne nøjes med lidt over 2 liter diesel på 100 km, og en ny fabrikant, Loremo, har fremvist en model, der kan nøjes med mindre end 2 liter diesel.