Ofte stillede spørgsmål (FAQ) VW Lupo 3L
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
-
| 1 |
Er min VW Lupo 3L en alubil?
Ja og Nej. Der har været en del misinformation på nettet og i pressen. VW Lupo 3L er kun delvist bygget af aluminium. Selve råkarossen er produceret i galvaniseret stål. Forklap, forskærme, døre og en del af undervognen er aluminium. Bagklappen er i modelårene 99, 00 og 01 ligeledes af alu på magnesiumramme, i 2002 er den erstattet af en bagklap af galvaniseret stål. Motoren er en alublok med alutopstykke. |
|
| 2 |
Er Lupoen verden mest økonomiske serieproducerede bil?
Teoretisk set ja, i praksis har vi oplevet og hørt fra kunder, at Audi A2 er en anelse mere økonomisk, fabrikkens værdier for begge biler er dog de samme. Uanset, hvem der har ret, så er der tale om cifre langt efter kommaet uden praktisk betydning. A2 har den fordel, at den har mindre vindmodstand, Lupoen har den fordel at den er billigere. |
|
| 3 |
Min Lupo 3L vil ikke starte, hvorfor?
En VW Lupo 3L kan kun starte i to stillinger, Stop og N. Lyser der et grønt symbol i instrumentet, der kunne ligne en pedal? Træd bremsen og prøv igen - bemærk dog at nøglen skal være drejet helt tilbage i sluk-stillingen inden, du prøver igen. Hvis motoren alligevel ikke begynder at køre rundt og bilen forbliver tavs, kontakt et værksted. Hvis motoren kører rundt - og ikke vil starte - se lige om der er en gul lampe der lyser. Hvis lampen ligner et tanksymbol - fyld diesel på og prøv igen. Hvis ikke dette hjælper - kontakt dit værksted. |
|
| 4 |
Kan min Lupo 3L ruste?
Ja. Galvaniseret stål kan også ruste, men det varer meget længe inden det sker. Der er ingen grund til at ofre formuer på undervognsbehandling, men er der synlige mekaniske beskadigelser af beskyttelsen, så skal der indgribes. Alle Lupoer kan ruste i taget, især i bagenden hen imod listerne, Her er der et fabriksmæssigt problem med galvaniseringen. Hvis det skulle ske på din bil, slib rusten væk, giv den rustbeskytter, grundmaling og lak, så er problemet stoppet. Fejlen optræder især i modellerne 99 til 01. Vi har ikke set nyere VW Lupo med samme fejl endnu. |
Top |
| 5 |
Hvilken olie skal min VW Lupo 3L Tdi bruge?
05/30 fra producenter, der er frigivet af VW, og husk at der ikke må komme for meget olie på den! |
|
| 6 |
Min Lupo larmer, bare jeg tager fat i dørgrebet, hvorfor?
Tager du fat i dørgrebet i førerdøren, starter du hydraulikpumpen, således går der kortere tid indtil bilen har opbygget trykket for gearskiftet. Efter du har åbnet førerdøren går der normalt 4 sekunder indtil, du er klar til at starte bilen - den tid hydraulikken skal brug for at opbygge det nødvendige tryk. Hvis det lykkes dig at åbne døren, sidde i bilen, have nøglen i ratlåset og dreje den i startposition på under 2 sekunder, vil bilen ikke starte - startmotoren får først lov til at dreje rundt når drifttrykket er opnået. |
|
| 7 |
Min VW 3L har en brummelyd fra et af forhjulene, hvad skal jeg gøre?
Sandsyligvis er det et forhjulslejer. Det er kendt at VW Lupos forhjulslejre skal skiftes senest efter hundredetusinde kilometre. Det samme gælder for mange andre biler, men da VW Lupo ofte bliver brugt som pendlerbil kører mange af dem rigtig mange kilometre - og dermed skal hjullejerne skiftes oftere. |
|
| 8 |
Må jeg tune min VW Lupo 3L?
Ja… vi kan ikke forbyde dig at gøre med din bil, hvad du har lyst til. Husk dog at overholde gældende lovgivning, og at vi vil afvise eventuelle garantisager, hvis de skyldes eventuel tuning. Vores erfaring siger, at tuning af en VW Lupo 3L er en elendig idé, idet gearkassen ikke er beregnet til de ekstra kræfter. Vi har ikke haft motorskader ved almindeligt servicerede Lupo 3L, uanset kilometerstanden, men vi har har to tunede motorer i kundebestanden, der har brækket sig. Men, vil du absolut have et tuningsæt til din motor, så er vi klar med en billig brugt ombytningsmotor ugen efter - sagt på en anden måde - lad være! |
Top |
| 9 |
Hvor mange kilo må min VW Lupo 3L trække?
0,00 kg. Du må dog alligevel helt lovligt montere træk på bilen - og bruge det f. eks. til dit cykelstativ. |
|
| 10 |
Er gearkasserne i en VW Lupo 3L dårlige?
Ja. Gearkassen er klart det svageste led i Lupo 3L's mekanik. Motoren er uopslidelig, og hele teknikken er meget solid, men gearkassen er følsom. Vi har haft gearkasser, der allerede er stået af efter 100.000 km, men har også haft nogle, der har holdt over 300.000 km. Hvis bilen begynder at få mærkelige skurelyde fra gearkassen, kom til værkstedet, oftest er det nok med et nyt lejer til småpenge, men hvis du istedet for vælger at skrue op for musikken, indtil gearkassen er blevet til metalspåner, skal du bruge en ombytter-gearkasse til en pris, der ligger på den forkerte side af 10.000 kr. Hvis gearkassen grundjusteres i de foreskrevne intervaller, er der dog yderst sjældent problemer med den. Overordnet set er gearkassen meget bedre end sit ry. |
|
| 11 |
Kan I eftermontere servostyring i min VW Lupo 3L Tdi?
Ja, men det kan ikke svare sig. Operationen koster over 30.000 kr, idet - overdrevet sagt - halvdelen af elektrikken skal skiftes. Det er meget billigere at bytte din bil med en af de andre vi har med fabriksmonteret servostyring. |
|
| 12 |
Kan I eftermontere c-lås i min VW Lupo 3L Tdi?
Ja. |
Top |
| 13 |
Er bilsælgeren bindegal, hvorfor kunne hun stelnummeret på min Lupo i hovedet?
Måske er hun bindegal, men det vil vi ikke tage stilling til i dette forum. Mht stelnumret er der dog en naturlig forklaring. Ser man på et tilfældigt stelnummer for en VW Lupo 3L Tdi, f. eks WVWZZZ6EZ2W002057, så er det faktisk nemt at afkode: WVW står for VW koncernen, ZZZ er fyldetegn, 6E står for modellen VW Lupo 3L Tdi, Z er igen et fyldetegn, 2-tallet står for modelåret (i dette tilfælde 2002), W står for fabrikken i Wolfsburg, 002057 er bilens løbenummer. Da WV Lupo 3L aldrig kom over 4-cifrede løbenumre er 00 sådan set også et fiksum, sælgeren skal dermed kun huske årsmodellen og de sidste 4 cifre - en overkommelig opgave. Ved model 2004 kan der dog ses forskel ved produktionsstedet. Det kan være Wolfsburg - synonym "W" eller Belgien, synonym "B", Stelnumret WVWZZZ6EZ4B003456 står for eksempel for en VW Lupo 3L Tdi, modelår 2004, produceret i Belgien. Bemærk at bilerne af modelår 1999 har årskoden X og modelåret 2000 har årskoden Y. WVWZZZ6EZYW000006 er serienummer 6 af en VW Lupo 3L Tdi, modelår 2000, produceret i Wolfsburg. Modelårene er ikke lig med kalenderårene. Ved 3L-modellen skifter modelårene i produktionen faktisk allerede i juli året før. Dermed er det ikke en fejl, hvis du f. eks køber en model 2000 med første registreringsdato august 1999. |
|
| 14 |
Hvad betyder navnet Lupo?
Ulv - oprindelig fra latin, lupus. Ja, det er rigtigt, Eurobilers mini-vagthund hedder ligeledes Lupo - men han er yngre end bilmodellen. Den store hemmelighed er at hans oprindelige ejere havde døbt ham Punto, men da Pia fik ham, syntes hun, at det trods alt var alt for pinligt for en hund at blive straffet med sådan et navn - han var jo trods alt sød og pålidelig. så fik han navneforandring til Lupo, og det er han den dag i dag glad for. |
|
| 15 |
Min VW Lupo 3L Tdi er kørt 37,4 km//l, er det en fejl i instrumentet?
Næppe, vi har aldrig oplevet fejl i instrumentets økonometre. Men, Thomas, du er kendt for at være en ekstrem nærig nørd. Du ligger i lastbilernes vindskygge, holder ferie i Norge, hvor automatiske trafikkontroller tvinger dig til at køre 78 km/t hele tiden, og du bevæger din Lupo udelukkende i Eco-modus. I praksis bruger Lupoen op til 4,5 liter pr. 100 km, afhængig af årstid, dæk, kørebetingelser osv. Vi ved at Lupoen under ekstreme forhold kan klare op til 40 km/l, men i praksis er 35 km/l et godt resultat. På hjemmesiden http://www.spiegel.de/auto/aktuell/0,1518,87734,00.html kan du læse, at VW har lavet en test med Lupoen, hvor den på 80 dage kørte 33.000 km med et gennemsnitsforbrug på 2,4 liter diesel på 100 km, og en gennemsnitsfart på 86 km/h. |
|
| 16 |
Har min VW Lupo 3L Tdi en turbo?
Ja. |
Top |
| 17 |
Hvor længe holder min VW Lupo 3L Tdi?
33,21347 år. Nej, seriøst, vi aner det ikke. Blandt de biler vi servicerer, er der en hvor motoren har rundet de 700.000 km, og vi har haft en Audi A2 (samme motor) med over 80.000 km, men vi har - på nær ved tunede biler, biler med knækket tandrem, og biler med benzin på tanken ikke haft nogen motorskade endnu. Derfor kan vi ikke udtale os om motorens levetid. Der er dog en del Lupo-motorer, der har rundet de 400.000 km uden problemer. Gearkasserne holder ikke lige så længe. Vi har ikke set karosserier med alvorlige problemer endnu. I princippet kan din Lupo 3L leve lige så længe som du gider at vedligeholde den - forudsat det er økonomisk forsvarligt. Men, måske er det skud i tågen i starten af svaret ikke helt forkert. Vi har til d.d. ikke oplevet en Lupo der blev skrottet, dog med undtagelse af trafikskader. Udfra vores værksteds synspunkt er Lupo 3L ikke en bil, de sætter pris på, indtjeningen er simpelthen for lille og for sjælden, sammenlignet med de fleste andre biler. |
|
| 18 |
Hvornår blev produktionen af VW Lupo 3L tdi stoppet?
30.06.2005 - desværre...... |
|
| 19 |
Må jeg køre min VW Lupo 3L Tdi med fyringsolie?
Lovgivningen forbyder dette. |
|
| 20 |
Hvordan kan jeg se forskellen mellem den gamle og den ny model VW Lupo 3L Tdi?
For det første: der findes ingen gammel og ny model, men der er sket små ændringer i modelårene. I daglig tale kaldes modellerne fra modelår 2002 for den nye model, men det er en sandhed med modifikationer. Ændringerne er sket hen ad vejen. Allerede i modelår 2001 har man ændret gerskaftekulissen, således at Stop ikke længere ligger ligefrem, men til venstre. Man har flyttet batteriet fra motorrummet til bagagerummet. I modelåret 02 erstattede VW den oprindelige alu-bagklap på magnesiumramme med en bagklap af galvaniseret stål. Forskellen kan ses ved at det 3. bremselys i den oprindelige bagklap sidder under bagrudeglasset, mens den i den nýe type er udskåret i stålrammen. Fra modelår 2002 er der mulighed for at få Lupo 3L Tdi med servo og AC. Generelt set har modelårene 2002 og 2003 det bedste ry med henblik på pålidelighed. |
Top |
|
|